ANGST

Der findes flere typer af angst:

Den generaliserede: hvor man konstant føler ubehag, anspændthed og uro og har evige bekymringer om fremtiden - man "ruger" og tankerne kører i ring.

Den sociale angst: hvor situationer med andre mennesker - eller bare tanken om dem - skaber angst og frygt for at dumme sig, rødme eller besvime. Ofte vil det være sådan, at angsten både kan optræde før, under og efter den frygtede situation: Inden bruger man en masse kræfter på at planlægge hvad man vil sige, undervejs skifter man til "selvfokus" og er overdrevent optaget af, hvordan man mon ser ud i andres øjne og bagefter analyserer man alle eventuelle "fejl" og ser kun hvad der "gik galt".

Den fobiske: hvor man frygter helt bestemte situationer eller ting og derfor undgår dem.

Den paniske: hvor man er bange for at dø eller falde om og f.eks. er overopmærksom på sit hjerte eller øvrige dele af sin krop og mærker symptomer, selvom man er blevet tjekket af den samlede lægevidenskab.

Den tvangsprægede (OCD): hvor man konstant har (tvangs)tanker og/eller -handlinger, der forhindrer én i at være til stede der hvor man er. 

Fælles for disse angsttyper er, at de fører til undgåelsesadfærd, dvs. adfærd hvor man søger at undgå forskellige typer af situationer. Dette kan selvsagt være ødelæggende for en almindelig livsførelse og en del af angstbehandlingen går ud på, langsomt at opdage, at man godt kan være i bestemte situationer uden at opleve angsten. Dette gøres gennem såkaldte eksponeringer, hvor du langsomt og gradvist nærmer dig de svære situationer, enten i fantasien eller i virkeligheden. Angsten er nemlig med til at skabe en ond cirkel, hvor man undgår de "farlige" situationer og dermed aldrig får en oplevelse af, at de rent faktisk ikke er så skræmmende som man går og tror og dermed får bearbejdet angsten.

Fælles for angstlidelserne er også, at man har fundet en effektiv og veldokumenteret behandlingsmetode, nemlig den kognitive (se afsnittet om menneskesyn & arbejdsmåde). Her følger man en nøje tilrettelagt behandlingsplan og resultaterne er i mange tilfælde rigtig gode.

Find i øvrigt mere information om angst under links.