|






|
Parforholdsproblemer
Mange mennesker har problemer i deres parforhold.
Skilsmissestatistikkerne taler deres eget sprog og flere og flere
har fundet ud af at parterapi - måske oven i købet ret tidligt i en
"krise" - kan afhjælpe en del problemer. Du er selvfølgelig
velkommen til at komme alene og snakke om dit parforhold hvis du har
brug for at forstå dine egne reaktioner bedre, eller hvis dine
problemer er af mere eksistentiel karakter og snarere handler om
hvad du egentlig søger i et parforhold og om du overhovedet skal
være der hvor du er. Men ofte vil det være relevant at I begge
deltager i samtalerne.
Der findes en lang række teknikker i forbindelse med parbehandling, der alle mere eller mindre søger det samme: At
forbedre den positive kommunikation og mindske den negative. I mit
arbejde som psykolog oplever jeg tit, hvordan par misforstår
hinanden og de bevæggrunde som ligger bag en handling - ofte fordi
de går rundt med et filter af frustration og vrede men også fordi
mennesker nu engang kender ét perspektiv langt bedre end alle andre:
deres eget.
Parterapi
kan handle om at komme ind bag dette filter og blive bedre til at
forstå den anden og til af formulere hvad
I hver især reelt har brug for. Det kan
også handle om at blive bedre til kompromisser og til at give hinanden plads til den uundgåelige forskellighed.
Og vigtigst af alt, handler det om, at I bliver bedre til at
kommunikere.
Jeg arbejder bl.a. ud fra den anerkendende dialog. Her opøves evnen til noget meget banalt, nemlig at lytte uden filter og til at forstå hvad der ligger bag den andens "maske" af vrede, frustration, kritik osv. I vil lære at snakke til hinanden og lytte og give det tilbage I hører, uden alle de negative fortolkninger man som regel lægger ned over hinandens udsagn, når først man er kørt fast i sin "skyttegrav".
 |